Når alt (ikke) går op i en højere enhed...

Slået op af Helene Juul den

Hele denne uge er gået med terminsprøver for "mine" 9. klasses elever. I dag er det så den sidste kraftanstrengelse for ungerne - og deres lærere - før det kan blive weekend.
Vi afslutter i dag med diktat og læseprøve ... og alle anstrengelserne slutter kl. 14.00, hvorefter jeg lige skal have pakket sammen og derefter DRØNE ned til en bus og begive mig til Kolt, hvor butikken åbner kl. 15.00. Så hvis du har tænkt dig at lægge vejen forbi min lille butik i dag, så kan jeg altså godt blive 10-15 minutter forsinket, hvis ikke det hele flasker sig. Nu har det jo oven i købet tænkt sig at blive vinter her i Jylland i dag!

Jeg havde af flere grunde glædet mig ekstra meget til den kommende weekend, da jeg skulle have deltaget i en syweekend sammen med nogle søde sypiger, et arrangement der har været planlagt i et år og som der er skrevet om her, her og her, men som nu hænger i en tynd tråd for mit vedkommende. Jeg er nemlig SYG (igen igen) med feber, ondt i hals og ører og snot så det basker, men har altså holdt ud og passet både skolejob og butik alligevel i denne uge i stedet for at pleje mig selv lidt. Resultatet er en Helene, der ikke har det bedre end da jeg vågnede i mandags med feber :-(
Og det omtalte blokbytte, som jeg i øvrigt selv har taget initiativ til, kommer jeg heller ikke til at deltage i, da jeg ikke har fået syet så meget som én eneste bytteblok. Æv ... så her går tingene altså ikke op i en højere enhed lige pt.

Del dette opslag



← Ældre opslag Nyere opslag →


0 kommentarer

Kommentér

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.