Reproduktionsstof

Mange mennesker tror fejlagtigt, at gamle quilts hovedsagelig er syet op af stoffer i brune nuancer, men dette er slet ikke tilfældet. Faktisk så finder vi f.eks. i 1800 tallet et fantastisk udvalg af vidunderlige farver og prints, men "tidens tand" og holdbarheden af datidens trykke-/farvemetoder har i en del tilfælde gjort sit til at dæmpe og falme disse stoffer (f.eks. er mange violette nuancer falmet til brunt) og givet dem et måske umiddelbart kedeligt udseende.

Det ville blive for omfattende at forsøge at redegøre for hele 1800 tallets udvalg af stoffer, prints og farver, så her vil jeg bare forsøge at kort at opridse, hvad som tekstilt er karakteristisk for tiden omkring Civil War Perioden. Krigen varede fra 1861-65, men det som man vil betegne som "Civil War Eraen" indbefatter også årene umiddelbart inden og efter og er således perioden fra 1850'erne til 1870-80. Det var en meget farverig periode og mht. farve- og mønstersammensætning er det tankevækkende, at vi ofte kan se stofferne brugt på en måde, som vi slet ikke tør i dag.

Interessen for repros er stor i dag, og mange syr deres egne kopier af kendte og ukendte antikke quilts. Jeg synes dog at se en tendens til, at nogle quiltere bruger for mange blomstrede/mønstrede prints og glemmer at både tern og striber var noget af det stof, som tidligere tiders quilter havde størst tilgang til (og derfor brugte meget i deres quilts), fordi mange af disse stoffer var hjemmevævede eller fremstillet i lokalmiljøet, fremfor de fine trykte stoffer, som var massefremstillet og endda ofte var importeret.

Efterhånden er der kommet en del tern/strib i de forskellige repro-kollektioner, men ellers er det altså ikke "forkert" at tilføje disse til en quilt, hvis de passer i farven, og hvis man gerne vil have noget til at se "gammel" ud ... også selvom ægkanten ikke oplyser at stoffet er et reproduktionsstof. Så kig evt. også forbi stofsiden med de geometriske stoffer!

Her er en kort opremsning af de mest fremherskende farver brugt i quilts fra midten af 1800-tallet. Jeg har skrevet den engelske betegnelse for farverne, da det ofte vil være den, man støder på, når man læser bøger om quilthistorie på engelsk:

  • Turkey Red - en stærk og farvemættet rød ofte med print i gult og sort
  • Madder - betegnelse for dybe kobberagtig røde/rødbrune
  • Browns - fra lys chokoladefarvet til mellembrun og mørk (sort)brun
  • Pinks & Double Pinks - pink med lysere eller mørkere pink mønster
  • Crome Yellow - skrap gul, ofte med et lille mønsterprint i rød, grøn ell. sort
  • (Fugitive) Purple - lilla (vil ofte idag fremstå som brune)
  • Yellow Green/Icky Green - forskellige gulgrønne nuancer fra skrap/skrigende til mere dæmpede oliven toner
  • Blues - fra dæmpede lyseblå til lysende klare blå til mørk næsten sorte Indigo blå (der er mange blå nuancer og du vil støde på navne som Lancaster Blue, Soldier Blue, Prussian Blue ect.)

Ønsker du at vide mere om stoffer og stilarter i de forskellige historiske perioder, kan jeg varmt anbefale bogen Dating Fabrics, a Color Guide 1800-1960 af Eileen Jahnke Trestain.

Desværre er det ikke mange quilthistoriebøger, der er oversat til dansk, men ønsker du at vide/læse mere om emnet, finder du quilthistoriske artikler skrevet af mig under menupunktet Helene's Univers - Quilthistorie og Log Cabin Quilts - eller meld dig på Wolff & Juul's Repro-abonnement!