Glæder og sorger ... fra gaver til tyveri!

og også i mandags fik jeg denne skønne orkidé fra Inger

I går blev jeg så endnu engang begavet. Ført kom postbuddet med denne fine mug rug fra Oddbjørg

og Eva kiggede forbi med dette

Engelsk fajance, her brugt som blomsterpotte ;-)

Tak alle sammen for alle jeres søde hilsener og mange fine ting I har betænkt mig med i anledning af min fødselsdag og mit uheld. Det har gjort mig UTROLIG glad! :-)

... og midt i glæden en smule skår idet vi nu igen har oplevet at nogen ikke kunne kende forskel på dit og mit i butikken og et par dyre sakse er forsvundet. 

Det skete i sidste uge, i tirsdags den 25. marts, og jeg har gået og diskuteret frem og tilbage med mig selv og de nærmeste omkring mig, ifht. om jeg skulle lade dette forbi gå i tavshed eller om jeg skulle fortælle om det. Men, for det første er Elisabeth er rigtig ked af det, da det jo er sket på "hendes vagt" ... mens hun er så venlig at holde butikken åben under min sygdom ... og jeg følger mig rimelig personlig "ramt". Som én sagde til mig, er det ligesom noget andet, når der bliver stjålet ting fra en pw-butik som min fremfor når der bliver rapset noget i Brugsen. Begge steder er det tyveri, men i min butik kommer der ikke mange, som jeg ikke er på fornavn med og derfor er det ekstra grimt at opleve, at ting forsvinder :-(

Alle der har butik oplever den slags ... og når jeg snakker med mine kolleger i branchen ved jeg også, at pw-damer (selvom det er svært at tro) rent faktisk OGSÅ stjæler med arme og ben. Jeg opdager IKKE når der forsvinder en rulle tråd eller en fq i ny og næ. Den slags har man jo ikke NØJAGTIG tal på, men man ligger BESTEMT mærke til, når der forsvinder større, lidt dyrere ting. 

Første gang jeg oplevede dette var til et fødselsdagsudsalg. Og jeg må indrømme at det sgu' slog lidt skår i glæden på en ellers dejlig dag. Det efterfølgende år diskuterede jeg og pigerne, der hjælper mig til sådanne arrangementer, hvordan vi skulle imødekomme en lignede situation fremover, når vi lukker mange mennesker ind i butikken på én gang. skulle vi forbyde at der blev medbragt tasker og poser? Skulle vi fjerne alle de lidt dyrere ting (pre-cuts, dyre syartikler mm) ... men hvad så hvis der var kunder, der gerne ville have haft købt af dette? Skulle vi bare flytte på disse varer, så vi kunne holde bedre øje med dem. Vi valgte sidstnævnte løsning og flyttede i anledning af sidste års fødselsdagssalg på butikkens pre-cuts, så jeg kunne se dem fra kassen, hvor jeg stod hele dagen.

I det hele taget tænker man over placeringen af varerne i butikken og derfor hang de pågældende sakse også på væggen oppe ved kassen ... men samtidig meget belejligt lige ved udgangen. Alligevel er det lykkedes i et ubevogtet øjeblik (der var MANGE mennesker i butiken den tirsdags og Elisabeth var derfor godt beskæftiget af at hjælpe) at tage ikke bare én men hele 2 af de gode Karen Buckley sakse, som jeg skrev et blogindlæg om den 17. marts. 

Indlægget var bl.a. illustreret af dette billede

Dagen efter (tirs. den 18. marts) var butikken åben og vi solgte en grøn saks. Ingen sakse blev solgt om fredagen eller til næste tirsdags-åbent (25. marts), men da en kunde i fredags ville købe en saks (fordi hun åbenbart OGSÅ var blevet inspireret af mit blogindlæg) bemærkede Elisabeth, at der nu så således ud på væggen, hvor saksene hænger:

Der manglede en grøn og en rød Karen Buckley saks ... og der er ikke betalt for dem!

Jeg ved ikke hvad der er den rigtige løsning ... og jeg ved heller ikke om det var den rigtige beslutning at delagtiggøre jer allesammen i mit dilemma, men jeg jeg var nødt til at få luft! Igen, det er ikke penge det handler om her ... det er FØLELSEN!