Årets Design Udfordring, Green Tea & Sweet Beans ... fra New York

Slået op af Helene Juul den

Som de fleste sikkert har fået med sig har jeg hvert efterår en sjov udfordring kørende i butikken, som man enten kan være kursist på eller abonnere på, hvis man bor for langt væk fra butikken.

De øvrige år (den har kørt siden 2009) har det været mig, der har fundet på hvilke udfordringer deltagerne skulle udsættes for.

I 2009 var det "lakridskonfekt-farver" og medaljonstil. Det var et helt nyt koncept jeg havde fundet på der og jeg havde et stort hold, både i butikken og som abonnenter - og min fornemmelse er at deltagerne syntes det var meget udfordrende, men også meget sjovt at være med ... og der kom nogle lækre quilts ud af det. Se flickr-albummet her.

I 2010 var det Kaffe Fasset/Rowan stoffer og det som jeg kaldte "puslespils-blokke", altså blokke der skal "pusles" sammen til slut fordi de ikke har samme størrelse. Kaffe-manden har altid været populær og igen dette år var der mange deltagere - måske også fordi første års deltagere havde talt så varmt om det? Billeder fra denne udfordring kan du se i dette flickr-album.

I 2011 havde jeg lagt mig fast på blokstørrelsen og på at selve layoutet var en sampler quilt og så fik deltagerne hver gang en udfordring i at fortolke en sætning/en følelse, et begreb i en pw-blok. Stofferne var denne gang en blanding af en moderne moda kollektion ... og 1930'er reproduktioner, og jeg er lige ved at tro at det var den allersværeste udfordring jeg nogensinde har stillet op idet 1930'er stoffer ikke er for alle? Billeder fra denne udfordring kan ses i dette flickr-album

I 2012 syntes jeg selv at jeg havde været snedig og meget udfordrende idet jeg denne gang havde et moderne tema. Deltagerne fik en blanding af "Fleamarked Fancy" af design-ikonet Denyse Schmidt og en kollektion fra Kate Spain for moda, der hed "Central Park". Af dette skulle de sy moderne blokke/elementer efter forskellige retningslinjer. Supersjovt syntes jeg selv denne udfordring var. Billeder fra denne udfordring kan du finde i dette flickr-album

Da jeg skulle finde på 2013-udfordringen var jeg lidt i vildrede. Man skal jo forny sig og umiddelbart syntes jeg at vi havde været rundt i mange udkroge de sidste par år. Som så mange gange før var det indkøb af én bestemt stofkollektion, der satte ideen igang. Endnu engang faldt mit valg på Denyse Schmidt, der designer nogle lidt skal vi sige "anderledes" kollektioner, ofte vintage inspireret, både i farve og stil. Hendes stoffer vil for de fleste være "noget andet" end det de som sædvanlig sidder og "nusser" med og det er netop det som jeg gerne vil ... sparke deltagerne lidt i en anden retning end den trygge og det som de plejer ;-)

Hendes nyeste kollektion "Florence" findes både i en varm (rød, pink) farveskala og i en kold (grå, blå, grøn) ... og da mit valg ofte ville være den varme, så udfordrede jeg også mig selv og valgte den kolde. Deltagerne får 4 x 3 stk 30 cms stof; 3 stk af gangen over 5 måneder fra september til januar (vi holder december fri).



Men, hvad skulle vi så sy???
Mit valg faldt på et vælge et allerede færdigt mønster kaldet "Green Tea & Sweet Beans", designet af australske Jen Kingwell. Projektet havde for år tilbage været en BOM i en australsk pw-butik og allerede dengang havde jeg set blokke på forskellige blogs og flickr-albums og syntes de var utrolig spændende.


Projektet havde alle elementer, der kunne være med til at udfordre deltagerne i årets DU; forskellige blokke der skulle syes i forskellig stoffer og med forskellige teknikker. Godt nok ville vi alle sammen komme ud med "samme" quilt, hvilket vi ikke har gjort de andre år, men jeg vurderede at det sikkert OGSÅ ville være meget sjovt at se, hvorledes vi kunne fortolke nøjagtigt samme projekt, når vi har en fælles pallette af 12 stoffer og derudover må sætte vores eget præg alt efter hvad vi vælger af farver og stoffer.

Os, der deltager i disse Design Udfordringer har det med så også at lægge yderligere udfordringer/restriktioner ned over os selv (som da jeg sidste år pålagde mig selv at jeg den store håndsynings-elsker SKULLE sy alt på maskine) - og det tror jeg også er tilfældet for flere i år. Jeg har besluttet mig for at jeg skal bruge de indkøb jeg gjorde i The City Quilter og Purl SOHO i New York i sommers, da de typemæssigt (moderne stoffer) ville egne sig godt til dette projekt.


Det er selvfølgelig langt fra nok, så jeg vil også tilsætte andre stoffer fra stashen og butikken, som jeg synes passer, men det vil er bestemt en udfordring at jeg SKAL bruge mine New York stoffer, der ikke er købt for at skulle passen i samme projekt ;-)

DU-pigerne har allerede mødtes første gang, i september, og jeg har lavet et flickr-album til Design Udfordringen 2013. Du har måske allerede set et par billeder hist og pist, f.eks. på Hannes, Berits eller Marias blog?

Skulle du have været deltager på en af de tidligere års DU og ligger inde med billeder af en evt. færdig udfordring, så send dem gerne til mig, så jeg kan lægge dem i det pågældende flickr-album.

... og skulle du sidde og fortryde at du ikke har meldt dig på årets udfordring, så har jeg stadig et par ledige pladser!

Del dette opslag



← Ældre opslag Nyere opslag →


0 kommentarer

Kommentér

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.