Håndsyningsklubben 2026 "The Year of the Hexagon" - online via FB

Helene Juul

  • 420,00 kr


For omkring 10 år siden lancerede jeg en række "kurser", som jeg kaldte ”Håndsynings-Klubben”. Den kørte i et par år og var ment som et tilbud for ”pap-hoveder” som mig selv; altså folk som kan lide at sy i hånden over pap. Vi mødtes  én gang om måneden 3 timer af gangen i butikken og hver gang var der et tema. Det var kurset, som man IKKE skulle melde sig til, hvis man ikke ville have flere UFOer reklamerede jeg med  … i den forstand, at der nok kom flere ideer end man sådan liiige kunne nå fra måned til måned. De af jer, som deltog husker det sikkert. Det var hyggeligt og inspirerende.

i 2020  tog jeg ideen op igen, men grundet Corona og nedlukning førte jeg det over i en FB-Gruppe og online sy-sammen, fremfor fysisk. 

Mit første projekt var Sommersyning i 2020 og samme år var det Julesyning, men siden 2021 har konceptet fungeret som det gør nu, hvor man køber sig et helt års medlemskab af Håndsyningsklubben, hvis man meldte sig til. Hvis du er nysgerrig efter at se, hvad vi tidligere har syet i Håndsyningsklubben kan du prøve at søge disse #håndsyningsklubben2021 #håndsyningsklubben2022 #håndsyningsklubben2023 #håndsyningsklubben2024 på på butikkens Instagram @helenejuuldesign

Alt hvad det kræver af dig for at være med er at du har basalt kendskab til patchworksyning i hånden over pap eller syning på amerikansk (da der ikke foregår decideret undervisning) samt at du har en FB profil, så du kan blive meldt ind i gruppen.

kære alle

Så er jeg endelig nået til at kunne "afsløre" temaet for næste års Håndsyningsklub.


Tema for 2026, The Year of the Hexagon

Jeg har hele tiden vidst, at emnet skulle være hexagoner i år og at "hovedpersonen" skulle være en antik top, som jeg har købt hos min ven Christoper Wilson-Tate. Jeg faldt for den, da jeg synes den havde et usædvanligt layout, som jeg ikke havde set før. Det er billede nr. 4 med de lidt usædvanlige farver og de lyserøde hexagoner. DESVÆRRE havde vi indbrud i sommers ... og en af de ting som tyvene løb afsted med, var denne quilttop og en IKEA-pose; formodentlig bare til at pakke noget ind/bære i. De/han har ikke vidst, at denne quilttop nærmest var uerstattelig for mig idet jeg ikke havde ret mange fotos af den. Det var nemlig mit sommerferie-projekt, at få lavet mønster på den og begynde at sy.


Begynde at sy kunne jeg dog godt (det er faktisk det ENESTE jeg har syet her mens jeg har været sygemeldt) og hexagonerne du ser spredt ud på bordet og i en stak er mine indtil videre 80 hexagonblomster.

Her er lidt info om den originale quilt, som er fra ca. 1860-80:

Den antikke top består af 1540 hexagoner og måler 53" x 78" (ca. 135 x 198 cm). Efter min smag en måske lidt for smal/lang top, men det kan man jo regulere ved at lave flere hexagoner i bredden og færre i længden. De hexagoner, som bruges har et sidemål på 1" (2,54 cm).


Farver og stoffer til den originale hexagontop er, hvad man vil kalde "scrappy"; altså et godt resteprojekt, hvor du kan bruge selv forholdsvis små stumper stof. Der er stort set alle farver; dog ikke så meget blåt, men husk det er helt legalt at sætte sig eget aftryk, hvis man kopierer en gammel quilt - og det er også umuligt at kopiere "til punkt og prikke", da mange af de anvendte stoffer slet ikke findes i kopi.

Jeg kan naturligvis skaffe både papskabeloner og en akrylskabelon (med et sømrum på 3/8" som passer til EPP), men skriv gerne en kommentar omkring dette, hvis du ønsker at bestille dette. En pose med 600 stk 1" hexagoner koster ca. Dkk 200,- og 1200 stk ca. Dkk 300,-. Det er en anslået værdi, da den endelige pris afhænger af valutakursen samt porto.


Ud over mønster på dette hovedprojekt, får I mønstre og ideer til andre quilts lavet af hexagoner i forskellige størrelser (fra 3/4" til 3") - og også nogle mindre projekter til de af jer, som ikke vil sy en quilt. Husk dog, at det er utopisk at tro, at man kan sy en sådan 100% håndsyet hexagonquilt i løbet af et år! 

Praktiske oplysninger

Medlemskab af Håndsyningsklubben kræver, at du har en FB konto og vil være med i den lukkede gruppe jeg laver til formålet, og at du har adgang til en pc og printer, så du selv kan downloade og printe de mønstre, som jeg lægger ind i gruppen. Du får altså IKKE disse mønstre fysisk = i papirform, og der foregår ikke egentlig undervisning i FB-gruppen, men det er klart at du også kan bruge både mig og de andre deltagere til at få hjælp og gode råd og vejledning ... og hyggelig snak med de andre deltagere. 

Håndsynings-Klubben kan også give dig også mulighed for at arbejde videre med de projekter du allerede er i gang med, hvis du ikke ønsker at starte op med noget nyt. Du må altså sy hvad du vil og behøver IKKE sy de ideer,  jeg lægger ud til medlemmer af klubben! Hvis du deler billeder og ord med os andre af/om dine projekter, lover vi at heppe på dig. 

Og bare for en god ordens skyld, vil jeg lige nævne, at jeg selvfølgelig går ud fra, at du kender og overholder almindelig "net-etikette" og har en venlig og imødekommende måde at være på overfor de andre medlemmer af gruppen, så vi får det rart og hyggeligt sammen. 

Der er INGEN købetvang tilknyttet projektet … til gengæld mulighed for at få 10% kursusrabat på det man evt. køber til sine projekter til Håndsyningsklubben, som man plejer, når man er kursist hos Helene Juul Design ... og bare sig til, så laver jeg gerne et helt sykit eller evt. et startkit i dine favoritfarver.

Jeg glæder mig til at sy med jer! 

 Aktivitetens varighed (næsten) 1 år
Dato Opstart af gruppen 1. februar (men det er muligt at hoppe på undervejs, da alle filer/blokke er tilgængelige hele 2026)
Medlemsgebyr Dkk 420,- inkl moms, som dækker hele 2026
"Over-Pap-Hoved" aka gruppeadministrator Helene Juul
Hvor Hjemme hos dig selv & virtuelt via lukket FB gruppe
Niveau Alle med et basiskendskab til patchwork syet i hånden
Teknik Håndsyning over pap (eller på amerikansk hvis du foretrækker det)

                         


Vi anbefaler også