Håndsyningsklubben 2023 - online via FB

Håndsyningsklubben 2023 - online via FB

Helene Juul

  • 420,00 kr


For omkring 10 år siden lancerede jeg en række "kurser", som jeg kaldte ”Håndsynings-Klubben”. Den kørte i perioder de næste par år og var ment som et tilbud for ”pap-hoveder” som mig selv; altså folk som kan lide at sy i hånden over pap. Vi mødtes  én gang om måneden 3 timer af gangen i butikken og hver gang var der et tema som f.eks. ”Klassiske engelske mosaikmønstre”  med fokus på hexagoner, romber, kvadrater, trekanter mm, Amerikansk Blokopbygning mm. Hver gang fulgte der et kompendium med … og en masse nye ideer/mønstre. Det var kurset, som man IKKE skulle melde sig til, hvis man ikke ville have flere UFOer reklamerede jeg med  … i den forstand, at der nok kom flere ideer end man sådan liiige kunne nå fra måned til måned.

For et par år siden tog jeg ideen op igen, men grundet Corona og nedlukning førte jeg det over i en FB-Gruppe og online sy-sammen, fremfor fysisk. 

Mit første projekt var Sommersyning i 2020 og samme år var det Julesyning, men både i 2021 og i 2022 har det været et helt års medlemskab af Håndsyningsklubben man købte, hvis man meldte sig til.  I 2021 syede vi en BOM (månedsblok) med huse og i 2022 har temaet igen været jul og deltagerne har fået mønster på 2 julequilts ... og adskillige bonusprojekter som f.eks. mug rugs og puder mm.

Alt hvad det kræver af dig for at være med er at du har basalt kendskab til patchworksyning i hånden over pap (hvis du syr på amerikansk og selv kan finde ud af at omsætte papmønstre til amerikansk, kan du naturligvis også være med).

Bemærk du ikke vil modtage egentlig undervisning, men dog gode fif og tricks. Det kræves ligeledes at du har en FB konto og vil være med i den lukkede gruppe jeg laver til formålet, og at du har adgang til en pc og printer, så du selv kan downloade og printe de mønstre, som jeg lægger ind i gruppen. Du får altså IKKE disse mønstre fysisk = i papirform.

Vi starter op 1. januar 2023 og temaet for det kommende år tager udgangspunkt i min kærlighed til genren krimi og i særdeleshed den lidt aparte kriminalkommissær Vera Standhope fra tv-serien Vera. Inspireret af hende har jeg valgt nogle blokke, som jeg på forskellig vis synes repræsenterer hendes sammensatte natur godt. Disse blokke kan bruges til en quilt, men I vil også som de tidligere år få mønstre på mindre projekter.

Jeg har lavet en lille "appetizer" her, så I får en fornemmelse af min idé.

Jeg har igen i år været så heldig at have Bettina Herskind med på sidelinjen. Bettina er en knag til at "løbe videre" med de ideer jeg har og vil igen i år lave en mængde mindre bonusprojekter til jer. 

Vi har ikke alle mønstre klar i skrivende stund, men det vil være ideer til et større proekt, altså en quilt og mindre projekter som f.eks. mug rugs, dækkeservietter, løbere mm).

Håndsynings-Klubben giver dig også mulighed for at arbejde videre med de projekter du allerede er i gang med. Du må altså sy hvad du vil og behøver IKKE sy de ideer,  jeg lægger ud til medlemmer af klubben! Hvis du deler billeder og ord med os andre af/om dine projekter, lover vi at heppe på dig. 

Og bare for en god ordens skyld, vil jeg lige nævne, at jeg selvfølgelig går ud fra, at du kender og overholder almindelig "net-etikette" og har en venlig og imødekommende måde at være på overfor de andre medlemmer af gruppen, så vi får det rart og hyggeligt sammen. 

Jeg kommer naturligvis til at bruge mange stoffer fra egen butik. Der er INGEN købetvang … til gengæld mulighed for at få 10% kursusrabat på det man evt. køber til sine projekter til Håndsyningsklubben, som man plejer, når man er kursist hos Helene Juul Design.

Jeg glæder mig til at sy med jer! 

 Aktivitetens varighed Hele 2023
Dato Opstart af gruppen 1. januar (men det er muligt at hoppe på undervejs, da alle filer/blokke er tilgængelige)
Medlemsgebyr Dkk 420,- som dækker hele 2023
Over Pap Hoved Helene Juul
Hvor Hjemme hos dig selv & virtuelt via lukket FB gruppe
Niveau Alle med et basiskendskab til patchwork
Teknik Håndsyning over pap 

                         


Vi anbefaler også