Design Udfordring 2014

Slået op af Helene Juul den

I lørdags mødtes (nogle af) årets "modigste" quiltere til butikkens design-leg, Design Udfordring.

Efter sidste års udfordring hvor alle arbejdede ud fra det samme mønster, går vi denne gang tilbage til det ”gode gamle koncept”, som virkelig sætter de små grå i sving idet man selv skal FINDE PÅ/DESIGNE ud fra nogle retningslinjer som jeg udstikker. I år lægges der ikke så meget op til at deltagerne SKAL sy blokke i bestemte størrelser eller med bestemt tema til ét endeligt projekt, men mere til at arbejde med bestemt design-elementer, som KAN bruges til et større projekt, men vil man hellere lave mindre/afsluttede projekter til hver gang, kan man sagtens det.

Jeg leverer (en del af) stofferne (selve grundpaletten) til syning af projektet/projekterne. Hertil kan deltagerne selv supplere med ekstra stoffer og hvad der ellers skal til at færdiggøre. De stoffer de får udleveret fra Helene Juul Design i år kommer atter engang fra superdesigneren Denyse Schmidt, der for Free Spirit har designet en ny kollektion ”Hadley”, der som mange af hendes tidligere kollektioner har et på én gang retro/vintage look og er SUPERMODERNE samt lækre ensfarvede kona cottons, der matcher.

1. Pakkes UDFORDRING: Moderne versus Traditionel
  

Og opgaven lød:
Et nyt ord har sneget sit ind I quilteverden, “Moderne Traditionalisme”. Det er betegnelsen for de moderne quiltere, der tager udgangspunkt i f.eks. Et traditionelt pw-mønster/blok og lader sig inspirere af dette til at skabe nyt eller fortolker mønstret/blokken på ny … måske ved blot at bruge en anden målestok end man traditionelt ser dette mønster/blok i (det er f.eks. blevet vildt populært at lave en quilt udelukkende bestående af én stor pw-blok) eller måske handler det om de farver og stoffer du sætter sammen til blokken. Måske tilføjer du nogle linjer på blokken eller fjerner nogle?


Tydeligt skal det I allefald være, at det er en moderne blok, der har inspireret dig … og det er netop også jeres opgave I denne første DU pakke.

2. Pakkes UDFORDRING: Alternativ blok- /elementopbygning


 Udfordringen denne gang tager fat i noget af KERNEN i moderne quiltmaking; nemlig den meget anderledes måde en moderne quilt ofte er opbygget på, fremfor den traditionelle. 

Som traditionelle quiltere har vi ofte blokke sat i rækker med stolper imellem. I moderne quilts ser vi også indimellem denne form for blokopbygning med stolper, men ikke SÅ TIT. Derimod vil man oftere se en ALTERNATIV blokopbygning, en brydning af “Gitteret” som kan være med til at fremvise nogle af de moderne design-elementer som f.eks. “negative space” (altså “tomme” rum” uden blokke, hvor man evt. Kan lave en masse quiltning i), oversize blokke, minimalisme, og asymmetri.
I går mødtes deltagerne for første gang og vi var spændte på at se, hvordan vi hver især havde løst udfordring 1 og udfordring 2.

Deltagerne har det med at pålægge sig selv endnu flere udfordringer (og til tider restriktioner) end dem jeg giver dem.

Dorthe har besluttet sig for at sy en quilt af hver udfordring. Da de får 4 x 30 cm er det jo ikke nok til en hel quilt, så hun må godt tilsætte egne stoffer og købe mere af de prints hun får udleveret af mig.

Her er Dorthes quilt lavet ud fra 1. udfordring ... vi var fuldstændig på halen over den alle sammen. Den var bare SÅ LÆKKER.


Kirsten havde først lavet en Pine apple log cabin blok (nederst til venstre) af pakke nr. 1, hvor hun havde tilsat en del af sine egne stoffer, men da hun fandt en moderne udgave af en traditionelle snow ball quilt i et magasin, besluttede hun sig for at lave den. Hun har syet 2 del-elementer med stof fra hver pakke. Nu bliver udfordringen for Kirsten at passe resten af mine udfordringer ind i dette design ;-)


Maria kom med en STOR moderne blok (20") med sin egen moderne fortolkning af den traditionelle Flying Geese blok.


Planen er at der skal laves én blok til hver udfordring, så det bliver en sampler quilt ... og Marias ekstra udfordring er at hun ikke må blande andre stoffer ind i sit projekt. Hun SKAL holde sig til de 4 stoffer hun får fra mig.

Anne har travlt med at sy ting og sager til kommende weekends udstilling (mere om det en anden dag), så hun havde ikke fået syet sine udfordringer og kom derfor "kun" med et par tegninger til et quiltlayout og så disse:


Anne har nemlig også pålagt sig selv en ekstra udfordring idet hun skal bruge 5 forskellige linealer til de 5 udfordringer jeg giver dem. Nu bliver det så spændende at se, hvordan hun løser den opgave.

Inger har syet 2 blokke til hver udfordring. Blokkene har hun fundet i bogen "Moderne Blocks" 


Jeg har selvfølgelig ikke kunne lade være med at deltage igen i år (selvom der aldrig er kommet et FÆRDIGT projekt ud af mine DU deltagelser!), men har i år besluttet mig for at BEGRÆNSE mig og nøjes med at sy én dækkeserviet til hver udfordring. På trods af dette kan jeg ikke fremvise mere end fragmenter af udfordring 1 og 2, så jeg venter med at vise dem frem til der er mere at se.

Men, har du lyst tl at se flere billeder fra dette års DU, så kig i butikkens flickr-album

Del dette opslag



← Ældre opslag Nyere opslag →


0 kommentarer

Kommentér

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.